Stråsø. turrapport 31. juli 2021
Gosmer Egekrat og Stråsø Plantage
SVAMPETUR DEN 31. JULI 2021: 13 deltagere, 4 ikke-medlemmer og 9 medlemmer af Svampeforeningen, herunder turleder Peer Høgsberg samt Hanne Grethe Kirk og formand Tage Madsen, der modtog betaling for de 4 ikke-medlemmer.
Stråsø Plantage, statsskov, 5.200 plantage, hede og egekrat. Del af Skovbjerg Bakkeø .Turen fulgte gul fra parkeringsplads ved Gosmer Bro. Kafferast på Lærkehøj, 69 meter over havet.
SVAMPE: Der blev på turen fundet meget få svampe, det vurderedes at der endnu var gået for kort tid efter den meget tørre juli, hvor der helt hen til den 23 juli var et højrødt tørkeindeks meldt ud fra DMI. Kantarellerne var flere steder på vej op efter regnen; men de fleste var dog alt for små.
I Gosmer Egekrat fandt vi næsten ingen svampe; endnu kun brun kamfluesvamp og enkelte alm. bruskbold. Men der kunne plukkes fine modne blåbær mellem iørnebregnerne.
Derefter fandtes under eg og i rødgran unge kantareller, brun kamfluesvamp, én meget spist prægtig skørhat, guldgaffel, nåle- bruskhat, løv-fladhat og på og ved stubbe brunstokket viftesvamp og svampedyret rødært. (8 arter svampe + 1 svampedyr) Meget lidt, som nævnt.
PLANTER: Mange (næsten) modne mosebøllebær, blåbær, pors, prikbladet perikon, røllike og tormentil-potentil, alle gode urtesnaps-planter.
I ØVRIGT: Vi kortede den gule sti fra Lærkehøj og gik tilbage via Gosmervej. Der deltog to dansktalende tyskere og en polak, så det blev helt internationalt. Ved Lærkehøj holdt vi kafferast og fik udover medbragt kaffe og te, medbragte muffins fra en ad deltagerne som generøst delte. Her fik deltagerne også smagt en mosebøllesnaps af Stråsø-mosebøllebær fra 2020, samt tilbud om en non-alcoholic aroniashot fra Elkærsholm. En hyggelig – omend svampefattig tur – i god stemning. En af nybegynder-deltagerne fik suppleret sine få fundne kantareller med kantareller med som turlederen havde samlet dagen før (på en anden lokalitet, dog…)
En fin tur og uden regn – , men med meget få svampe fremme og endnu lidt for tidligt til kantareleventyr. Men DMI´s tørkeindeks – ligesom håbet – er nu lysegrønt.
Peer Høgsberg, 31. august