Spørg eksperten

 

Arne på svampetur i Nr. Feldborg Plantage 2010.

Har du fundet svampe, du ikke kan bestemme ved hjælp af svampebøger eller MycoKey, er du velkommen til at kontakte mig:
Hvis du dokumenterer ved hjælp af fotografier skal de helst være taget i felten uden anvendelse af blitz.

Svampen skal fotograferes fra flere vinkler, så såvel hat, stok og lameller eller rør tydeligt vises.
Et billede af et eller flere gennemskårne eksemplarer er også godt, idet det viser mange vigtige detaljer.

Jo højere opløsning billederne har, jo bedre OG undlad at minimere dem ved afsendelsen, min Email-postkasse kan modtage endog meget store billeder.

Sørg for at stokken er hel og ikke blot skåret over, så roden med evt. knold/og eller skede fremgår af billederne.

Tag også billeder af evt. omgivne træer, hvis du ikke kender dem og kan oplyse navnet på dem,
samt beskriv fundstedet så præcist som du kan: have, skov (hvilken slags?), mark, eng, park etc.
Kan du ligeledes oplyse noget om hvilken slags jordbund den har vokset på: sand, muld, førne, ler etc. letter det også identifikationen af svampen. Dato og lokalitet skal ligeledes oplyses.

Svampe varierer på mange måder, der oftest siger noget om hvilken familie eller art de tilhører.
Jeg vil gerne have oplysninger om så meget som muligt om følgende:
Indeholder de SAFT/MÆLK?

Er deres kød trævlet som en Købechampignon eller føles det mere som at brække et stykke ost af?
Ændrer kødet farve når du skærer det igennem? Og hvis fra hvad til hvad? Går det lynhurtigt eller lidt langsommere?

Har svampen en speciel lugt eller synes du bare den lugter af svamp?
Nogle svampe lugter tydeligt af rå kartoffel, bygas, rejer, agurker, varmt jern, råddent kød, marcipan, våd gummistøvle, chokolade o.s.v.
Hattens overflade kan også være meget forskellig: Nogle er fedtede til slimede, nogle tørre, nogle voksagtige.

Nogle hænger ved læben, når man kysser dem og andre slipper straks.
(Vi kalder det Kysseprøven, det er da meget hyggeligt )

Hvis dine GODE NÆRBILLEDER IKKE VISER DET, vil jeg også gerne vide om svampen har ring på stokken. Er denne ring enkelt eller dobbelt og er den på nogen måde stribet i længderetningen? På oversiden eller på undersiden?

Har den lameller som en købechampignon, pigge, rør eller porer?

Find så mange svar som muligt og send dem til mig, så skal jeg prøve at hjælpe dig.

Knæk og Bræk
Arne Jakobsen
jakobsen.arne@gmail.com