Her et referat fra Nymindegab turen.
Jeg var afsted 3 timer før turen for at finde nogle gode steder.
Det var meget nedslående hvad jeg fandt: nærmest ingen svampe.
De andre år har der været i 100-vis af vokshatte, men der var ingen overhovedet.
Vi var kun 5 inklusiv mig selv, men fandt trods alt 10 arter mod 41 sidste år.
Her er artslisten:
Afblegende skørhat |
Rødbrun mælkehat |
Gul skægtrøffel |
Almindelig agerhat |
mellemstor giftskørhat |
Brunægget huesvamp |
Høj glanshat |
Plettet fladhat |
Rød ametysthat |
Lakrød bægerlav |
Herunder nogle foto med kommentarer. Det er undertegnede der hat taget foto efter hjemkomst.
De 4 fremmødte.
Hat af Rødbrun mælkehat. Bemærk papillen. Den kan godt være puklet, men ikke typisk.
Smagen er skarp. Mælken er vedvarende hvid.
Her ses den kridhvide mælk fra Rødbrun mælkehat.
Gul skægtrøffel. Bemærk myceliestrengene som mørkebrune tråde omkring trøflen
Her er trøflen gennemskåret. Konsistensen er meget blød og stinker.
Afblegende skørhat. Mild i smagen, gror på sand ved kystnære granplantager. Er i øvrigt spiselig. Men kun hvis du er sikker! Abrikos-skørhat ligner, har ektomykorizza med bøg, men er også spiselig.
Afblegende skørhat med cremefarvede lameller og sporer.
Brunægget huesvamp. Nærfoto 40x med stereolup Bemærk æggen på lamellerne som er brun. Deraf navnet.. Diameter på hatten var 4 mm.
Høj glanshat. En af de mange små brunsporede svampe (LBM’er). Glanshatte gror på gødning.
Stokken er hvidkalket. Det kan ses i lup, men ikke på dette foto.
Mose-mælkehat. Den eneste mælkehat med vandagtig transparent mælk. Den dufter af karry, men som regel først, når den er ældre. Da jeg kom hjem, duftede hele bilen af karry, mens vi ikke kunne dufte den på findestedet 3 timer tidligere.
Plette fladhat. Dufter meget aromatisk, frugtagtig. Smagen er bitter. Dette eksemplar var 16 cm høj. Ligner flere ridderhatte, men lamelvedhæftning er anderledes.
Plettet fladhat. Bemærk de mange pletter på hat og stok. Et andet kendetegn er de savtakkede lameller.
Plettet fladhat. Taget i stereolup 40x forstørret. Se her de savtakkede lameller.
Venlig hilsen
Fjord Josephsen / administrator / svampeivestjylland.dk