Referat Generalforsamling den 18. januar 2023

 

Bundsbæk Møllegård, Bundsbækvej 25, 6900 Skjern

Referenter:​​ Fjord Josephsen​​ og​​ Peer Høgsberg​​ 

 

Der var​​ 9 fremmødte.

Fra bestyrelsen var der afbud fra Pernille Hansen, Tina​​ Larsen​​ og Carsten Mathiesen.

 

Inden generalforsamlingen havde vi inviteret Hanne Petra​​ Katballe til at give et foredrag om​​ hendes Vestjyske fund af svampe i 2022.​​ Det var​​ meget inspirerende, og formanden udtrykte sin glæde​​ og stolthed​​ over, at vi har en så stor kapacitet indenfor​​ svamperiget her i det Vestjyske.​​ Et af Hannes budskaber er, at vi​​ kan finde mange flere​​ af de​​ svampe​​ der ifølge svampeatlas ikke burde findes​​ vest​​ for israndslinjen.​​ Vi skal bare se​​ godt​​ efter.

 

Inden generalforsamlingen bød lokalforeningen​​ på traktement til de fremmødte på Dinas og Peers svampesupper, samt flutes, øl og vand.

 

Efter generalforsamlingen var der kaffe og kage.

Generalforsamlingen afvikledes i en god, hyggelig og rar stemning. Formand Tage Madsen bød velkommen.

 

Referat ifølge dagsorden:

1.​​ Valg af dirigent og stemmetællere:

Som dirigent valgtes Ove Møberg. Det blev konstateret at generalforsamlingen var varslet rettidigt.​​ 

 

2. Formandens beretning:

Svampesæsonen i 2022

For spisesvampenes vedkommende tror jeg, at vi har haft et år, hvor høsten var som normalt, præget af en tør, varm sommer, hvor der ikke var meget at komme efter, men det blev bedre, da der kom noget nedbør tidligt i august– helt efter reglerne, og efteråret blev varmt og mildt med masser af muligheder for at finde svampe.

 

De første kantareller kom tidligt, og frem til først i juli var der pæne portioner at finde, nogle steder endda rigtig mange, men så kom sommertørken, og ikke før sidst i september var der igen lidt at komme efter. Selv kiggede jeg til mine steder / mycelier fra tidligt i juni, men det blev ikke til meget. Generelt ikke mange i den sene sæson.

Karl johan udeblev i den tørre sommer, men den kom på banen i september, og hvilken entre den gjorde. Der var overvældende mange lidt længere inde i landet, og de var gode uden myggelarver og sneglegnav. Det blev til en lang sæson, hvor jorden var fuld af væde, og de sidste karl johan blev hentet sidst i oktober. Måske det bedste år for spiselig rørhat/karl johan i mange år.

I Vestjylland er brunstokket rørhat en art, der spiller en stor rolle for mange, der går efter spisesvampe. De første var fremme i september, og i oktober kom den i pæne mængder, bl.a. i pyntegrønt bevoksninger i den sydlige del af området, og der meldes om indsamling af ca. 20 kg brunstokket fra en enkelt lokalitet.

​​ Punktstokket indigorørhat forekom nok nærmest ”få og spredt”, og så var der nogle steder pænt med galderørhat, så der på turene var en god mulighed for at forklare, at ikke alle rørhatte uden videre hører til de velsmagende svampe. På en tur til Stauning Kommuneplantage fandt vi grovporet slimrørhat i store mængder.

 

De lidt sene arter tåge-tragthat og violet hekseringshat kom som ofte før i spredte forekomster. Almindelig pigsvamp er meldt ind med ”normal forekomst,” men på enkelte lokaliteter blev der ikke fundet mange, hvilket måske er noget atypisk.

På en tur i Varde Sdr. Plantage blev der sidst i oktober (som normalt) fundet trompetsvampe, et af de få steder, vi finder denne art i Vestjylland. Der var vist nærmest normal forekomst af tragtkantareller, og der er fundet blomkålssvampe i nåletræsplantagerne.​​ 

Farvesvampen rødlig okkerporesvamp blev fundet på en død seljerøn ved Randbøl, og blodrød slørhat fandtes i en pæn mængde sammen med tragtkantareller i Engelsholm Vesterskov - ellers få farveslørhatte, bl.a. cinnoberbladet – og cinnoberskællet slørhat.

Da jeg gennemlæse et par af de tidligere referater fik jeg den tanke, at jeg ofte før har oplevet det aktuelle år som atypisk – men de gamle referaters lære er nok, at sæsonerne i nogen grad ligner hinanden, i hvert fald med en længere tørkeperiode om sommeren, og det bør vi vel ikke blive forbavsede over.

 

Ture

Der er afholdt 14 ture for medlemmerne (minus en tur), heraf tre efter klitsvampe og to ad hoc efter stenmorkler og gul nøkketunge. En ad hoc tur efter vårmusseron blev aflyst, da der ikke kom frugtlegemer på myceliet i 2022. Som noget nyt prøvede vi at lave svampefestival i Holstebro på Skovlund Naturskole. Vejret var ikke specielt godt til arrangementet, men ca. 40 deltagere var dog det største antal deltagere ved årets arrangementer. Svampefestival blev koordineret af Dina Møborg og det bliver gentaget i 2023.​​ 

 

Svampekursus

Kurset i Holstebro havde kun 5 deltagere, og PH/TM fordelte arbejdet mellem os. Deltagertallet var så lavt, at vi bør overveje, om vores omtale af kurserne er god nok, men vi har i hvert fald haft muligheden for at rekruttere et nyt bestyrelsesmedlem – Bo Jonø.​​ 

 

Gul nøkketunge

Årets optælling af gul nøkketunge i Bjørnemosen ved Bundsbæk Mølle blev lavet den 18. maj, af Jonna Kabel og TM, og der blev fundet minimum 3700 frugtlegemer. Vi forsøger at tælle, når der er flest, og antallet afspejler nok mest, hvor godt vi rammer den optimale periode.

 

Klitsvampe-projektet

På årets sidste svampetur den 6. november med Æ Skurrehat til Kærgård Klitplantage fandt deltagerne fine eksemplarer af okkergul fluesvamp. Projektet til undersøgelsen af klitsvampe er startet op i 2022 og koordineres af Fjord Josephsen. Et materiale fra Naturstyrelsen vedr. Husby Klit NNP ikke modtaget – TM henvender sig igen. ​​ 

 

Naturnationalpark Nørlund Plantage og Harrild Hede

Peer Høgsberg deltager i en følgegruppe, som indtil videre mest har været optaget af drøftelser af adgang til NNP, men biodiversiteten kommer vel ind på dagsordenen en gang.

 

 

3.​​ Kassereren​​ var ikke til​​ stede. Derfor kan vi ikke​​ godkende​​ et regnskab, der ikke er fremlagt. Det blev besluttet​​ at udsætte regnskabets godkendelse​​ til årets første bestyrelsesmøde den 15. februar 2023.

4.​​ Der var ingen​​ indkomne forslag.

5.​​ Det blev​​ besluttet, at​​ faste udgifter til IT lægges ind i budgettet.​​ Dette fremlægges på bestyrelsesmødet den 15. februar 2023.​​ Her besluttes også​​ udgifter til​​ andre​​ større​​ tiltag.

6.​​ ​​ Bestyrelsesmedlemmerne​​ Charly Rise,​​ Pernille Hansen og Fjord Josephsen genvælges​​ for de næste 2 år.

Carsten Mathiesen modtager ikke genvalg.

Bo Jonø​​ vælges som nyt bestyrelsesmedlem​​ for 2 år.

7.​​ Inger Tamdrup vælges som 1.​​ bestyrelsessuppleant. Carsten Mathiesen​​ vælges som 2. bestyrelsessuppleant, begge for 2 år.

8.​​ Ove Møberg vælges som revisor​​ for et år.

9.​​ Det besluttes, at vi på næste bestyrelsesmøde​​ diskuterer mål​​ og visioner for Æ Skurrehat i 2023.

Det har været et ønske fra hovedbestyrelsen, at​​ vi som turguides erhverver os et​​ svampediplom. Det vil blive diskuteret nærmere på​​ bestyrelsesmødet den 15. februar 2023.

Hanne Petra​​ Katballe​​ opfordrede til at møde op til Svampeforeningens Generalforsamling i København sidste weekend i februar 2023.

 

Tage Madsen / Formand Æ Skurrehat.