Månedsarkiv: november 2014

Nye billeder fra Jesper fra Hodde….

Må da sige jeg gik helt i “IS!!” da jeg så den nede imellem mine støvler !!! DER VAR DEN JO !!!

Den lille smukke utrolige sjældne Blågrøn Navlehat som  jeg havde søgt efter i 6-8 år !!! og så var der 7 stk af den !! SHIT hvor blev jeg glad !!!
men også en smule tom ! for hvad skal jeg nu søge efter ???? 🙂
Nå !! der kommer vel mange andre små glæde at varme sig på !!
og har da ikke tænkt mig at stoppe bare fordi jeg har fundet denne lille skønhed !!!
Nejnej !! for jeg fandt da også Hvid Køllesvamp. 21 stk få meter fra den Blågrønne !!
Så to fluer med et SMÆK !!! kan man vel godt sige ! 🙂
Glæde derude !!!!
og håber i ikke vil stoppe med søge
bare fordi de der Spiselige svampe er ved at gå på hæld !!!
GO FOR IT !!!
eller skal vi sige
SØG OG I VIL FINDE !!!
men husk sidderunderlag og Kaffe !!!!
Venlig hilsen.
Jesper fra Hodde….

Ps. Jeg tog 2 af de Blågrønne og 3 stk Køller med hjem til tørring og mikro undersøgelse !!!

Ad hoc-tur i Løvbakke Dyrehave ved Herning søndag den 9. november 2014.

Løvbakke Dyrehave ved Herning

Løvbakke Dyrehave, kig fra det gamle egekrat ud mod hedearealet. 9. nov. 2014. Foto: Emil Madsen

Det var en rigtig god eftermiddag, hvor vi fire svampejægere fik sagt dav til en masse mennesker, der også nød det gode vejr i Løvbakkerne. Området har både lidt bøgeskov, gammelt egekrat, velplejet hede og overdrev (ingen vokshatte denne gang) på dyrehavens lidt over 50 ha. Vi kom igennem den østligste halvdel, før det var tid at vende retur med kurvene til Naturrummet, hvor Arne sad klar.

Vi fik ikke bare lavet en liste med svampenavne. Der fulgte også de små historier med omsvampeliv, svampekarakterer m.m., der gør det lettere at huske, hvad man fandt og er øjenåbnere på ens næste svampetur. Og så er det nu altid en lettelse at blive mindet om, at ikke alle svampe lader sig artsbestemme lige her og nu.

Kresten Sneftrup, der leder Naturskolen, havde sørget for varmt vand til Arnes kaffe i ventetiden. Louise Berg Hansen fra Natur og Grønne Områder kom ind og hilste på og fik artslisten med hjem til brug for Kommunens overvågning af området, efter det er blevet hegnet ind til dådyr. Vi så deres veksler, fald og bid på nåle- og løvtræer, men hvordan dådyrene vil påvirke svampelivet er ikke til at sige endnu.

Hvis du bruger Løvbakkerne på dine svampeture så fortæl Arne Jakobsen om, hvad du finder.Brug http://svampeivestjylland.dk/sporg-eksperten/
Arne har kontakt til Kommunen.

Artsliste fra Æ Skurrehats tur i Løvbakke Dyrehave søndag den 9. november 2014

Art af Bægersvamp
Slank jordtunge
Gul bævresvamp
Bævretand
Håret lædersvamp
Blålig kødsporesvamp
Støvende kødporesvamp
Fyrrekorkhat
Hulstokket rørhat
Frost-sneglehat
Art af Sneglehat
Køllestokket tragthat
Tåge-tragthat
Okkergul grynhat
Art af honningsvamp
Nålebruskhat
Horngrå fladhat
Skær huesvamp
Rosa huesvamp
Art af huesvamp
Kugleknoldet fluesvamp
Gransvovlhat
Knippesvovlhat
Lerbrun tåreblad
Plettet flammehat
Cinnoberskællet slørhat
Almindelig muslingesvamp
Okkergul skørhat
Lille giftskørhat
Rødbrun mælkehat
Almindelig bruskbold

Turlederkursus

 

I 2010 tog ”Æ Skurrehat” initiativ til et ”turlederkursus”. Formålet var at skaffe flere
kvalificerede turledere til foreningens ture – og meget gerne motivere nogle af dem for
at stille op til Svampeforeningens ”diplomprøve”. Kurset har nu kørt i 3 sæsoner og har undervejs mere udviklet sig til en løbende erfaringsudveksling mellem foreningens turledere og de svampekyndige ”kandidater” til turlederjobbet, end et egentligt ”undervisningsforløb”.

Det har foreløbig også ført til, at vi i 2013 fik den jyske del af diplomprøven flyttet til Bundsbæk og at vi fik 3 nye diplomindehavere. Sammen med de øvrige kvalificerede folk, vi allerede havde, udgør de nu et godt grundlag for at lave vores egne kurser og tilbyde andre lokale organisationer/institutioner ledere til svampeture.

Ved et møde i efteråret 2014 aftalte nogle af deltagerne, at ”kurset” skulle fortsætte i 2015. Det blev også drøftet, om det med fordel kunne kombineres med ”svampemandagene”, men der blev ikke truffet nogen endelig beslutning. Under alle omstændigheder kan det anbefales, at potentielle nye turledere deltager i disse mandags-arrangementer, hvis de har mulighed for det. Det kan også give gode erfaringer at deltage i foreningens svampeture. Her kan det – især ved offentlige ture med mange deltagere – desuden være en god hjælp for turlederen.

På svampeturen i Dejbjerg den 21/9, hvor der var næsten 100 deltagere, var jeg i hvert fald glad for, at der ud over de to ”officielle” turledere var flere af foreningens medlemmer, der tog aktivt del i at holde samling på de mange mennesker og besvare spørgsmål undervejs.

Interesserede deltagere i ”turlederkurset” i 2015 kan sende deres mailadresse til mig, så vil jeg kontakte dem, når vi går i gang igen (i løbet af juli-august, afhængigt af, hvordan svampesæsonen udvikler sig.

Benny Christensen

bemctim@gmail.com

Æ Skurrehats svampe spisedag på Bundsbæk Mølle

Æ Skurrehats Svampe spisedag på Bundsbæk Mølle må siges at være meget vellykket. Vi havde ca. 80 til 90 pers. inde og” vende”. Smage. dufte, spørge og småsludre omkring et ta`selv bord af forskelligt tilberedte svamperetter, såsom supper, tærter, svampestuvninger, små lækre svampesnegle. Bær af havtorn. Dertil hjemmebagte brød og flute med og uden svampe. Alt sammen velvilligt tilberedt af bestyrelsens medl.
Derudover kunne de besøgende, læse og studere i det medbragte mini “svampe bibliotek ” til studier af friske og tørrede svampe. Og skulle man ønske at vide lidt om svampeindfarvning af garn var dette også en mulighed.
Alt i alt en dejlig dag med stor spørgelyst fra de fremmødte, som fik gode råd og svar af vores vejledere i bestyrelsen.
Et arrangement som var arrangeret i samarbejde med Ringkøbing Skjern museum. Og som vi gerne medvirker til igen næste år.
På vegne af Æ Skurrehats bestyrelse.
“Tovholder” Dina Møberg
svampe-spise-dag3 svampe-spise-dag